Piger kan leve længe måske for evigt | Iben Konradi Brodersen
Forfatterskoleelev Iben Konradi Brodersen debuterer med en litterær roman om de voldsomme kræfter, der gemmer sig i venskabet imellem to unge kvinder. Piger kan leve længe måske for evigt handler om 12-talspigen Gro. Hun er en mønsterelev, men har alligevel ikke den mindste lyst til at starte i gymnasiet. Da hun møder den gådefulde pige Faxe på sin første dag, kan hun ikke lade være med at se hende som en redning fra sin egen usikkerhed og de forkrampede skoledage. Faxe knytter Gro til sig i et intenst venskab og lærer hende fryden ved at skride fra timerne og gymnasiefesterne og iagttage verden på suveræn afstand. Men langsomt kommer Gro også på afstand af sig selv og mister grebet om den kontrol, der er så vigtig for hende. I en fintregistrerende, afdæmpet prosa undersøger Iben Konradi Brodersen, hvordan det første dybe venskab kan få afgørende betydning i dannelsen af et menneske.